KTK Succes ved Tennis Øst mesterskaberne 2019

Engang lavede Judy May Eskildsen dobbelt salchow og tå loop på isen i Rødovre Skøjtehal, men for et par uger siden - og kun lidt mere end et årti senere - landede hun og Gitte Mathiesen fra KTK smukt og overraskende som sjællandsmestre i damedouble i B-rækken ved at finalebesejre det ellers førsteseedede par fra Holbæk Tennisklub 6-2 7-6(4) ved de nyligt afholdte Tennis Øst mesterskaber.

Ligeså imponerende var det, at KTK også i B-rækken i herresingle fik en sjællandsmester. Jacob Clausager, som måske er i besiddelse af den giftigste slicede baghånd i dansk tennis, vandt sin række,  da hans modstander, Rasmus Blom fra Rødovre Tennisklub, efter kun et par bolde i finalen desværre måtte trække sig med en skade. 

I B-rækken i mixdouble lykkedes det KTKs elegantier, Amr Ismail, at vinde finalen sammen med Josephine Grünfeldt fra AB. Amr viste med denne sejr, at han definitivt er klar til at skifte C-rækken ud med B-rækken ved klubmesterskaberne i KTK til sommer.

Det bør også nævnes, at Mariann Roland fra KTK nåede finalen i +60-rækken i damesingle, hvor hun desværre måtte se sig besejret af førsteseedede Inge Nilsson fra Birkerød Tennisklub.