Nye Retningslinjer for Tennisspil

Kære medlem

Vi håber, at du har nydt at være tilbage på tennisbanen igen.

Der er nu kommet nye tilpassede retningslinjer for tennissporten fra DTF og DGI i samarbejde med Sundhedsstyrelsen. Der åbnes op for, at der kan afholdes arrangementer og træning for større grupper på op til 10 personer ad gangen. Det vil sige, at vores træningstilbud også vil kunne inkludere flere spillere ad gangen, ligesom der åbnes op for arrangementer som Drop-in. Turneringsaktiviteter kan også åbne op, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis.

Desværre er det fortsat kun muligt at benytte klubbens toiletter ved de gamle omklædningsrum bag bane 2. Klubhus og omklædningsrummene i hallen vil fortsat være lukkede.

Klubbens café vil kun være åben for udendørsservering, og man skal her også være opmærksom på afstandskravet på 1 meter.

Hidtil har DTF og DGI anbefalet at spille med separate bolde og faste spilmakkere, og det vil selvfølgelig stadig være en god ting set ud fra et forsigtighedsprincip.

 

For at vi kan fortsætte med at holde banerne åbne, er det altafgørende, at vi alle følger de nye tilpassede retningslinjer:

- Bliv hjemme hvis du har symptomer på luftvejsinfektioner.

- Max 4 personer på banen ad gangen med mindre det er som del af en klubtræningsgruppe med træner.

- Omklædning skal ske hjemme og IKKE ved bordene uden for caféen

- Ankom tidligst 5 minutter før starttid.

- Hold god afstand og husk god håndhygiejne.

- Forlad banen 5 minutter før din booking udløber.

- Undgå fysisk kontakt med andre spillere og deres bolde, ketsjere og tasker.

- Spil gerne med to eller flere sæt mærkede bolde, så kun én spiller rører ved ét sæt bolde.

- Minimer kontakt med bænke, nettet og andet materiale på og uden for banen.

- Minimer sidebytte.

- Brug engangshandsker eller sprit i forbindelse med banefejning og vanding.

Vi er blevet gjort opmærksom på, at ikke alle spillere efterlever reglen om, at banen skal forlades 5 minutter før booking udløber. Venligst vær opmærksom på denne regel, så alle kan få en god tennisoplevelse.

Klubben har haft opsat håndsprit på banerne, men disse forsvandt hurtigt. Tag derfor noget med selv, så du er 100% sikker på, at det er muligt at kunne spritte dine hænder af.

God fornøjelse på banerne og pas godt på hinanden og jer selv.

 

Mvh Bestyrelsen